
Velkommen til poderne

Plads til at gro
Bag de tykke mure i den gamle, nedlagte skole har vi skabt Poderne – en privat pasningsordning, hvor hverdagen foregår helt i børnehøjde.
Skolen har historisk set altid dannet ramme om børneliv, og i slutningen af 1800-tallet kaldte man kærligt de alleryngste skolebørn for netop poderne. Det ord betyder oprindeligt at gro – og det er præcis det, vi brænder for at give de 0-3-årige plads til her. Vi fører historien videre, men bytter skolebænken ud med tætte kram, masser af nærvær, dyb ro, hygge og sjove aktiviteter.
Hvem er vi?
Hos Poderne bliver I mødt af Heidi og Rune.
Vi har valgt at starte Poderne sammen, fordi vi brænder for at gøre en mærkbar forskel i børnenes allerførste år. Med vores kombination af pædagogisk faglighed og håndværksmæssig snilde, skaber vi en hverdag, hvor der er både plads til ro og til store udfoldelser. Vores mål er at give jeres barn en tryg og kærlig start på livet.
Heidi har været uddannet pædagog siden 2005 og har stor erfaring inden for både normal og specialområdet. Heidi er som person tydelig, anerkendende, tryg og kærlig. Heidi har arbejdet meget med fokus på motorik og sanser og low arausol.
Rune er uddannet glarmester men har en klar naturlig evne for relationer og til at skabe tillid og tryghed for børn. Han er med sin personlighed både en tryg favn og en god læremester både i køkkenet og i det kreative atelier.
Sammen er vi to trygge, glade voksne der brænder for at give de helt små deres bedste start på livet i deres første skridt ud i verden uden mor og far. Vi vil ud fra et børneperspektiv skabe udvikling gennem hverdagsrutiner, leg og trygge relationer Vi tror på et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde så vi sammen kan skabe den bedste hverdag for børnene.
